[kn] over for [gn] først

[k] er pustet, [g] er uden pust. Begge lydene er ustemte  [n] kommer lige efter [k] og [g].

1. Hvem' har knækket roserne ude i haven? Er det dig, knægt?
2. Knud' er gnaven, fordi' jeg har knækket roserne.
3. Han faldt på knæ' og spurgte, om hun ville gifte sig med ham.
4. Der er vist en de'l gnidninger på Knud's arbej'de.
5. Knud' er en rigtig gni'er.
6. Det er som at finde en knappenå'l i en høstak.
7. Det er en lidt knudret måde at sige det på'.
8. Hun gnubber sig op ad direktør'en. Det er ikke til at holde ud' at se' på'.
9. De er stærkt knyttet til hinanden.
10. Det knager vist lidt i deres ægteska'b.
11. Knud' kne'b en tåre, da han vinkede farvel i lufthav'nen.
12. De knevrer lø's.
13. Knud' har vist fået sig nogle knubs.
14. Hvordan får man den' her' knude op?
15. Skal man have numm'erplade på en knall'ert?