For eller til

Ib mødte Alfred første gang en dag, han var kørt på sin trehjulede cykel ned ad markvejen, hvor han aldrig havde været før. Pludselig stod Alfred foran ham. Alfred havde en gammel, snavset skjorte på og bare ben i skoene, som var helt i stykker, så hans tæer stak ud af dem. Og så havde han skæg i hele hovedet. Ib standsede op og gloede i en blanding af frygt og nysgerrighed på den mærkelige mand.
Har du fået glosuppe middag? spurgte Alfred.
-Næh, jeg har kun spist frokost. Ib forstod ikke, hvorfor manden skulle have at vide, hvad han havde fået til middag.
-Nåh, du har kun fået frokost. Alfred grinede, så Ib kunne se, at han kun havde to tænder, en i overmunden og en i undermunden. Det imponerede ham en del.
-Er du på langfart? spurgte Alfred.
-Jeg skal ned mosen. Ib vidste ikke, hvad langfart var.
-Så kan vi jo følges, sagde Alfred venligt, der bor jeg.
-Nede i mosen?
-Omtrent.
De fulgtes ned ad markvejen. Ib rullede på sin cykel, og Alfred travede ved siden af. Lige efter et sving i vejen lå et ganske lille hus.
-Ja, så er jeg hjemme, sagde Alfred. Farvel med dig.
-Bor du her? Ib stirrede på det lille hus.
-Ja, gu bor jeg her, du vil måske ind og besøge mig?
Ib vidste, at han ikke måtte gå med fremmede mennesker, men Alfred var så spændende, at han sagde ja tak.
Der var kun én stue i Alfreds hus. Ved den ene væg stod en seng, ikke med lagner som i Ibs seng, men bare med en gammel
dyne. Ellers var der kun et gammelt bord og et par stole.
-Ja, sådan ser mit slot altså ud. Alfred satte sig ved bordet. Du må gerne sætte dig, hvis du ellers har lyst.
Ib satte sig på den anden stol. At tænke sig, at det oven i købet var et slot det her. Han blev mere og mere imponeret.
Der stod en flaske på bordet. Alfred tog proppen af og drak et par slurke.
-Hvad drikker du? spurgte Ib.
-Saftevand. Alfred strøg sig gennem skægget.
Ib sagde, at han også fik saftevand derhjemme.
-Er du ikke bange for at bo hernede, når det er mørkt? spurgte Ib efter i nogen tid at have stirret beundrende på Alfred.
-Bange. Alfred så på ham og grinede. Næh du, hvis der kommer nogen, så får de af denne her. Han knyttede hånden og bøjede armen, så Ib så en svulmende muskel under skjorten.
-Kan du godt tæve alle mennesker? spurgte han.
-Hver og en, hævdede Alfred.
-Ikke Gud og Tarzan, sagde Ib.
-Næh, Alfred indrømmede, at der måske lige var de to undtagelser.
Alfred havde åbnet en skuffe i bordet og taget et stykke træ og en kniv frem. Han begyndte at snitte i træet, mens han nu og da tog sig en mundfuld saftevand.
-Hvad er det, du laver? spurgte Ib.
-Et skib, sagde Alfred.
-Hvem skal have det, når det er færdigt? spurgte Ib.
-Ja, det kunne du lide at vide. Alfred tog en slurk saftevand.
Ib sad og så betaget på Alfred, der snittede i træet. Mens han arbejdede fortalte han historier om vilde dyr og konger og kejsere, som han havde besøgt. Han vidste en masse og kunne en masse. Han kunne rokke med ørerne og måtte vise det igen og igen Ib, der kluklo hele tiden.
-Hvor bor du egentlig? spurgte Alfred.
Ib fortalte, hvor han boede.
-Hvad er din far?
Spørgsmålet gjorde Ib flov, og han vidste ikke, hvad han skulle svare. Han generede sig for at indrømme over en mand som Alfred, at hans far bare var en, der sad i en bank og skrev tal.
-Min far er lokomotivmand, sagde han.
-Er han lokomotivfører, sagde Alfred. Det er en rigtig far at have.
Ib tænkte på sin far, der sad i en bank, og som ikke kunne lave skibe og havde tænder i hele munden og ingen skæg. Sammenlignet med Alfred faldt han helt igennem.
-Jeg skal hjem nu, sagde han. Men jeg kommer igen i morgen.
-Nåh, gør du det. Alfred grinede, så man kunne se de to tænder. Ib stirrede betaget på dem og spekulerede på, hvordan man fik de andre tænder ud, så man kun havde to. Han ville spørge Alfred om det en anden dag.
Da han kom hjem, spurgte hans mor ham, hvor han havde været hele eftermiddagen.
-Jeg har leget med en, der hedder Alfred, sagde Ib.
-Det er da godt, du har fundet dig en legekammerat, sagde hans mor. Er det en pæn dreng?
Det var aldrig gået op Ib, hvordan man så på en dreng, om han var pæn eller ej, men han havde en fornemmelse af, at hans mor ikke ville have rubriceret Alfred under kategorien pæne drenge.
-Ja, det er, sagde han. Han vidste at han ellers ikke måtte besøge ham mere.
Fra den dag opstod der et varmt venskab mellem Ib og Alfred. Ib besøgte næsten daglig Alfred, så gik de ned i mosen, hvor Alfred viste ham fuglereder og skar fløjter ham, eller de sad i huset, og Alfred arbejdede på skibet og rokkede med ørerne eller lavede tryllekunster. Alfred kunne få en enkrone til at forsvinde i luften og bagefter trække den ud af næsen på Ib. Ib ønskede, at Alfred havde været hans far.
Ibs mor var glad for, at Ib havde fået en at lege med, når bare det nu var en pæn dreng.
-Hvad er Alfreds far? spurgte hun en dag.
-Alfred har ingen far, sagde Ib.
-Det lille skind, sagde hans mor.
Det gik efterhånden op for Ibs mor, at Alfred måtte være fattig. Det skuffede hende lidt, for hun havde en mening om, at fattige drenge ikke var så pæne som andre drenge. Men når nu Ib legede så godt med ham. Hun begyndte at give Ib lidt kage, og hvad hun nu havde, med Alfred.
-Det er sgu pænt af din mor. Alfred gumlede kage og skyllede det ned med saftevand. Han var helt tosset til at drikke saftevand, tænkte Ib.
En dag fandt Ibs mor en hel del af hans kasserede legetøj frem og gav ham det med til Alfred.
-Han har sikkert ikke ret meget legetøj, den lille stakkel, sagde hun.
Alfred måbede, da Ib overrakte ham legetøjet.
-Det var satans, sagde han. Har din mor givet dig det med til mig?
-Ja. Ib nikkede. Hun tænkte, at du ville blive glad for det.
-Jeg tror, din mor er fuld af skæg, sagde Alfred.
Ib svarede ikke. Han havde aldrig lagt mærke til, at hans mor var fuld af skæg.
Det var snart Ibs fødselsdag, og hans mor spurgte ham, hvad han ville lave den dag.
-Jeg har inviteret moster Ida herud, sagde hun. Men har du ikke lyst til at få Alfred til at komme og drikke chokolade med dig?
-Ih jo. Ibs øjne strålede. Måtte Alfred virkelig komme derhjem.
-Selvfølgelig må han komme, sagde hans mor. Han vil sikkert blive glad, han kommer nok ikke ret tit sådan noget.
Det mente Ib heller ikke.
Nogle dage efter kunne Ib overrække Alfred et trykt indbydelseskort med et farvelagt billede af en teddybjørn og en dukke, og hvor der stod, at det ville glæde Ib meget at se Alfred til chokolade på onsdag fra kl. 14 til kl. 17. Alfred stavede sig gennem kortet.
-Hvad betyder s.u.? spurgte han.
Det vidste Ib ikke, men han skulle spørge ad.
Den næste dag kunne han oplyse, at s.u. betød, at Alfred skulle svare, om han måtte komme for sin mor.
-Hæ, sagde Alfred. Han tog kortet og skrev med store klodsede bogstaver på bagsiden: Må gåt Komme for Min Mor. Alfred.
Ibs mor smilede, da hun læste det.
-Går Alfred i skole? spurgte hun.
-Næ, Ib mente ikke, at Alfred gik i skole.
Ib vågnede tidligt på sin fødselsdag, han glædede sig sådan. Det var ikke så meget gaverne som det, at Alfred skulle komme. Ib havde aldrig glædet sig sådan en fødselsdag.
Han fik mange gaver. En værktøjskasse med rigtigt værktøj og billedbøger og et postkontor. Ib strålede af lykke, han skulle vise det alt sammen til Alfred, når han kom.
Moster Ida kom allerede til frokost. Hun havde en fin bil med ham, som kunne trækkes op og køre af sig selv.
-Den skal Alfred og jeg lege med, sagde Ib henrykt.
-Hvem er Alfred? spurgte moster Ida.
-Det er en lille fattig dreng, som Ib leger sammen med, forklarede Ibs mor. Han kommer i eftermiddag og drikker chokolade.
Ib forstod ikke, hvorfor hans mor altid omtalte Alfred som en
dreng. Han syntes da nærmest, han var en mand.
Efter frokost dækkede Ibs mor chokoladebord Ib og Alfred. Det blev et meget fint bord, med flag og små papirsdukker og en rigtig ballon dem hver, en gul Ib og en rød Alfred.
-Må vi få saftevand bagefter? spurgte Ib. Alfred er helt vild med saftevand.
-Selvfølgelig må I det. Ibs mor lavede en mægtig kande saftevand og anbragte den på bordet.
Præcis kl. 14 ringede det på døren. Ib fór ud og lukkede op.
Alfred stod derude. Han havde det samme tøj på, som han plejede at gå i, men hvis man havde set ham før, kunne man se, at han var blevet vasket. folk, der ikke havde set ham før, ville det have været umuligt at opdage.
-Her er noget dig, knægt. Alfred overrakte ham et stort skib med master og sejl og det hele.
-Næh. Ib strålede. Er det færdigt?
-Jeg har siddet med det hele natten, sagde Alfred.
Du skulle da have det på din fødselsdag.
-Kom, sagde Ib, nu skal du ind og sige goddag til min mor og moster Ida. Han åbnede døren stuen.
Der lød to gisp, da Ib og Alfred trådte ind ad døren. De to kvinder stirrede rædselsslagne på Alfred.
-Det er Alfred, mor, sagde Ib stolt.
Der gik nogle sekunder, før Ibs mor fik fattet sig. Hun måtte synke et par gange, inden hun kunne sige noget.
-Er, er De Alfred? stammede hun.
-Nemlig, sagde Alfred. Det var morderlig pænt af Dem at invitere mig, frue. Han strakte en næve frem, og Ibs mor tog den gysende.
-Du gode Gud, sagde moster Ida.
-Kom, Alfred. Ib hev ham ind i den anden stue. Vi skal have chokolade.

-Det er frygteligt, hviskede Ibs mor moster Ida. Jeg troede, han var en dreng. Hvad i alverden skal jeg stille op med ham, jeg kan da ikke servere chokolade sådan en.
-Du må nok hellere gøre det, sagde moster Ida. Hun var overbevist om, at hvis de fornærmede Alfred, ville han voldtage dem begge to og myrde dem bagefter.
-Du må hjælpe mig, sagde Ibs mor med skælvende stemme.
De gik sammen ud i køkkenet og hældte chokolade på kanden. Da de kom ind med den, sad Ib og Alfred allerede ved bordet.
-Det er sgu fornemt, sagde Alfred og betragtede flagene og papirsdukkerne.
-Og du må tage ballonen med dig, når du går, sagde Ib, ikke også mor?
-Jo, selvfølgelig, hvis hr. Alfred bryder sig om den. Ibs mor skænkede chokolade med rystende hånd.
-Hvis du hellere vil have den gule ballon, sagde Ib ivrigt, så kan vi godt bytte.
Alfred sagde, at han holdt mest af røde balloner.
-Ja, Deres mand er vel ude med lokomotivet, kan jeg tænke, sagde han høfligt Ibs mor.
-Hvad siger De? Hun stirrede forbløffet på ham.
-Du gode Gud, sagde moster Ida.
-Her er flødeskum. Ib var blevet rød i hovedet.
Ibs mor bød kager, hun havde en fornemmelse af, at det hele var noget hun drømte. Det var den værste situation, hun nogensinde havde befundet sig i, og hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle klare den.
Alfred spiste kager med glubende appetit og drak et utal kopper chokolade. Når han drak, frembragte han en lyd, der mindede om en ands snadren i vandet, blot flere gange så kraftigt.
-Du gode Gud, sagde moster Ida, og Ibs mor måtte støtte sig til en stol.

Omsider var Alfred mæt, ikke en bid mere kunne han spise, sagde han.
-Det sidder helt herop . Han åbnede munden med de to tænder og viste med fingeren ned i halsen, hvor højt det sad.
Moster Idas læber bevægede sig, men hun kunne ikke få et ord frem.
-Nu skal vi have saftevand, sagde Ib glad. Du må drikke alt det, du vil.
-Ja, Ib siger, at De holder så meget af saftevand, sagde Ibs mor forvirret.
-Det har sin rigtighed, sagde Alfred og skænkede sig et stort glas.
Ibs mor spekulerede som en vanvittig på, hvad hun skulle stille op med dem, når de var færdige med at spise. Hun havde oprindelig tænkt sig at sende dem ud og lege, men det kunne hun da ikke gøre alligevel, syntes hun. Hun slap for at tage stilling til problemet, for Ib ordnede det. Han bad Alfred give nogle prøver på sin kunst.
-Prøv og rok med ørerne, sagde han. Vis mor det.
Alfred rokkede voldsomt med ørerne. Han følte, at situationen krævede, at han ydede sit bedste.
-Han kan også rokke med ét øre ad gangen, sagde Ib stolt. Prøv det.
Alfred rokkede først med det højre øre og så med det venstre.
-Du gode Gud, sagde moster Ida.
-Vis dem den med enkronen, opfordrede Ib.
-Har De en enkrone, frue? spurgte Alfred.
Ibs mor gik forvirret hen for at finde sin pung. Moster Ida fulgte efter hende.
-Nøjes hellere med at give ham en femøre, hviskede hun.
Alfred fik en femøre. Han lagde den i sin store næve og gjorde nogle mærkelige bevægelser i luften. Så åbnede han hånden, femøren var væk. Moster Ida glædede sig over, at hun havde afværget, at det blev en enkrone.
-Nu må vi jo se, om vi kan finde den igen, sagde Alfred og gik hen mod Ib.
-Nej, sagde Ib henrykt, prøv med mor.
Alfred stod et øjeblik tvivlrådig, så gik han hen Ibs mor.
-Hvad er det, jeg synes De har noget siddende i næsen, sagde han. Han greb fat om hendes næse med et par sorte fingre og lod som om han trak til. Et øjeblik efter stod han med femøren i hånden.
Ibs mor bad om et glas vand.
Ib var henrykt og stolt på Alfreds vegne.
-Prøv også med moster Ida, sagde han.
-Man skal aldrig gentage en tryllekunst, sagde moster Ida hurtigt.
Alfred underholdt dem resten af eftermiddagen med sine kunster, indtil Ibs mor sagde, at nu skulle hun ud og lave mad.
-Så glider jeg, sagde Alfred. Tak i dag frue. Det var morderlig pænt af Dem, at De ville se sådan en som mig.
Ibs mor sank noget og sagde, at det havde været hende en fornøjelse.
Så forsvandt Alfred med den røde ballon. Han havde nær glemt den, men Ib huskede ham på den. Ib stod i døren og vinkede ham, da han skridtede ned ad havegangen med ballonen i en snor.
-jeg kommer ned og besøger dig i morgen, råbte han.
Ibs mor og moster Ida havde imens smækket alle vinduer op. Moster Ida gik rundt og snusede.
-Det varer flere dage, før du får den lugt ud, sagde hun.
-Det er frygteligt. Ibs mor var på nippet til at græde. Og hvordan skal jeg så forklare drengen, at han ikke må besøge den rædsomme fyr mere?
-Ved du hvad, sagde moster Ida. Jeg tager ham med hjem. Han kan bo hos mig et stykke tid, så glemmer han ham nok.
-Åh ja, vil du, sagde Ibs mor.
Da Ib kom ind, fik han overbragt nyheden. Han skulle med moster Ida hjem og bo inde i byen hos hende i nogen tid.
Ib blev først glad, han kunne godt lide at bo hos moster Ida, men så blev han pludselig betænkelig.
-Jeg tror ikke, jeg kan undvære Alfred så længe, sagde han.
-Vrøvl, sagde moster Ida. Vi skal i teatret og zoologisk have og meget mer. Du får slet ikke tid til at tænke på ham.
De to kvinder gik ud i køkkenet for at lave mad. Ib løb ud i haven.
En halv times tid senere kom Ibs far hjem, og de skulle spise, men Ib var forsvundet. De råbte på ham, men han kom ikke.
-Lad os bare gå bords, sagde Ibs mor, så kommer han nok.
De var lige begyndt at spise, da Ib kom farende, rød i hovedet og forpustet.
-Hvor har du dog været? spurgte hans mor.
-Nede og sige farvel Alfred.
De to kvinder så på hinanden.
-Og ved du hvad, moster Ida, sagde Ib med henrykkelse i stemmen. Alfred kommer ind og besøger mig en dag, når jeg bor hos dig, det lovede han.
-Du gode Gud, sagde moster Ida.