Vælg den rigtige konjunktion fra listen. Tjek med lydfilen, hvis du ikke kan huske ordene.

Lydfilen er her

Når børn er ganske små, er de virkelig dumme. Ingenting kan de finde ud af. De kan ikke finde ud af at spise lakridsstænger, er rullet i sukker, de kan ikke finde ud af at hamre søm i et brædt, de kan ikke engang finde ud af at læse et Anders And blad. Hvis man giver dem et Anders And blad, begynder de bare at sutte på det, ingenting kan de finde ud af, de små tosser.
Alligevel elsker folk deres små børn. Måske er det de endnu ikke kan finde ud af at plage om godnathistorier, det er først noget de lærer senere. Til gengæld bliver de ret gode til at plage efterhånden, det ved jeg besked om.

Men damen her, hun elskede i hvert fald sin lille nye dreng over alt andet i hele verden. Åh hun elskede den lille dreng og hun syntes, det var den lyserødeste og dejligste dreng, hun nogensinde havde set i hele sit liv. Og hun dikkede ham og nussede ham og kildede ham og kyssede ham hele dagen. Nogen gange gjorde hun det også om aftenen, så meget elskede damen sin lille dreng. Og hun kaldte ham "puttegris" og "troldepus" og "truttetrold". Mest "truttetrold".
Nogen gange sov drengen, og det skal små børn have lov til, det er faktisk noget af det eneste, de dur til, og skal de selvfølgelig have lov.
"Ja, bare sov, truttetrold." Sådan sagde damen til sin dreng, og der var TV-avis i fjernsynet, ja så satte damen sig og så på det, mens drengen drømte om det små børn drømmer om, og hvad det er kan vi kun gætte på. Jeg gætter på, at de drømmer om at få lov til at sutte på et splinternyt Anders And blad.
Inde i fjernsynet fortalte de om frygtelige ting. Om biler, der kørte folk over og om flyvemaskiner, der faldt ned og om skibe der forsvandt i havet. Den slags frygtelige ting kan der være meget af i et fjernsyn.
Og damen havde set sådan noget, gik hun rundt og vred hænderne og tænkte på sin lille dreng og at hun måtte passe på ham, der aldrig nogensinde skete noget med ham.
Han voksede og damen passede godt på ham og der skete ingen frygtelige ting. Ikke andet end at han lærte at kravle og kravlede ud i køkkenet og fik fingrene i klemme i en skuffe, men så lukkede damen bare døren ud til køkkenet han ikke kunne kravle derud mere. Og også døren ud til badeværelset så han ikke kunne komme til at klemme fingrene under toiletsædet. og også døren ind til soveværelset så han ikke kunne komme til at klemme fingrene i skabsdøren. Men damen var ikke helt rolig.
Hvad nu hvis han kravlede op et sted og faldt ned og slog sig? Hvad nu hvis det var ud af vinduet han faldt? Hvad nu hvis hun bandt ham med en snor, så han ikke kunne kravle op og han så fik snoren rundt om halsen? Der er mange af sådan nogen ting at tænke på og damen tænkte på dem allesammen, og når hun havde tænkt på dem allesammen, så fandt hun på nogen nye ting, og hun kunne næsten ikke sove om natten. hun elskede sin lille dreng så forfærdeligt.
Heldigvis fandt damen på noget, som kunne hjælpe. Hun fandt på noget og købte det i en fugleforretning. Et kæmpestort fuglebur, som man kunne låse af, så fuglen ikke kunne slippe ud. Damen tænkte, at det nu var hendes lille dreng, der var derinde i stedet for en fugl, så kunne han heller ikke slippe ud. Og blive kørt over af bilerne. Og få en flyvemaskine i hovedet. Og være ombord på et skib der forsvandt i havet.
Hun stillede buret i sin stue, så hun kunne se på sin dreng hele tiden, og han sad der inde på fuglepinden og kiggede ud til hende gennem tremmerne, og sådan kiggede de på hinanden i mange dage. Og drengen sagde ikke meget, han sagde faktisk næsten ingenting, han efterhånden havde den alder, man skal have for at snakke. "Pip" sagde han nogen gange, det var det eneste.
"Jeg vil hellere have en dreng der pipper," sagde damen, " jeg vil have en dreng der bliver kørt over af en bil."
Og drengen blev ikke kørt over af en bil, for han sad jo der i buret, men han fik fjer over det hele.
"Jeg vil hellere have en dreng med fjer," sagde damen. "end jeg vil have en dreng, der får en flyvemaskine i hovedet."
Og drengen fik ikke en flyvemaskine i hovedet, men han sad jo inde i buret i damens stue, der han fik vinger.
"Jeg vil hellere have en dreng med vinger," sagde damen. "end jeg vil have en dreng, der er ombord på et skib, der forsvinder i havet."
Og drengen forsvandt ikke i havet, han sad jo der i buret, men til sidst lignede han en due.
Fuldstændigt på en prik en af alle de grå duer, der er allevegne i vores by, og laver fuglebæ over det hele. Drengen lavede også fuglebæ i sit bur og damen åbnede nogen gange for buret og gjorde det rent. Det er klart.
Jeg ved bare ikke, det kunne ske, at hun glemte at lukke buret, det glemte hun ellers aldrig, og jeg ved slet ikke, hvordan det kunne ske, at havde et vindue åbent i stuen, det havde hun ellers overhovedet aldrig. Kun denne ene dag. Kun denne ene dag, hendes dreng forsvandt. Ud af buret, ud af vinduet, det vil jeg i hvert fald tro. Han forsvandt lige, damen vendte ryggen til.
Så trist ender nogle historier. Ja, det vil jo sige, for drengen var det ikke spor trist. Han sidder sikkert på et dejligt tag og kissemisser med en eller anden hundue og er tyk og fed af pølsebrød. Og er brandgod til at lave fuglebæ, ude i Brønshøj måske.
Og damen? Hende kan man møde på gaderne. Du har sikkert set hende, hun har altid en pose brød med sig og hun lokker de grå duer til sig og snakker med dem, selvomun giver dem brød, og de fleste tror nok, at hun er skør, men det er hun ikke. Jeg ved hvad hun siger til dem. Hun siger:
"Er det dig, truttetrold?"
Hun spørger hver enkelt due og håber at der en dag er en due der svarer: "Ja, mor." Og heraf kan man lære at der kan være gode grunde til at fodre duer, også de laver fuglebæ alle vegne i vores by.