Hvad Fatter gør er altid det rigtige

Konjunktioner og forbindere

Vælg en konjunktion fra listen. Højreklik her for at åbne lydfilen i et nyt vindue


Nu skal jeg fortælle dig en historie, jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg at den blev bedre og bedre; det går med historier ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen.
Du har vel været ude på landet? Du har set et rigtigt gammelt bondehus med stråtag; mos og græs vokser der af sig selv. Væggene er skæve, vinduerne lave, ja, der er kun et eneste, der kan lukkes op; og hyldebusken hælder hen over hegnet, der er en lille pyt vand med en and eller ællinger, lige under det knudrede piletræ. Ja, og så er der en lænkehund, gør ad alle og enhver.
Netop sådant et bondehus var der ude på landet, i det boede et par folk, bondemand og bondekone. de kun havde lidt, kunne de dog undvære en ting, det var en hest, gik og græssede i landevejs-grøften. Fader red på den til byen, naboerne lånte den, og han fik lidt igen for det, det var nok bedre for dem at sælge hesten eller bytte den for et og andet, der kunne være dem mere til gavn. Men hvad skulle det være?
"Det ved du fatter!" sagde konen, "nu er der marked i byen, rid du derind, få penge for hesten gør et godt bytte; hvad du gør, det er altid det rigtige. Rid ind til markedet!"
Og så bandt hun hans halsklud, det forstod hun dog bedre end han; hun bandt med dobbelt sløjfe, det så galant ud, og så pudsede hun hans hat med sin flade hånd, og hun kyssede ham på hans varme mund, og så red han af sted på hesten, skulle sælges eller byttes bort. Jo, Fatter forstod det.
Solen brændte, der var ingen skyer! Vejen støvede, der var så mange markedsfolk, til vogns og til hest og til fods. Det var hedt og der var ikke skygge skabt på vejen.
Der gik én og drev en ko, den var så nydelig, en ko kan være. "Den giver vist dejlig mælk!" tænkte bondemanden, det kunne være et ganske godt bytte at få den. "Ved du hvad, du med koen!" sagde han, "skulle vi to ikke tale lidt sammen! Ser du, en hest, tror jeg nok, koster mere end en ko, det kan være det samme! Jeg har mere gavn af koen; skal vi bytte?"
"Ja fint nok!" sagde manden med koen og så byttede de.
Nu var det gjort, og så kunne bondemanden have vendt om, han havde jo gjort, hvad han skulle, men da han nu engang havde besluttet at gå til marked, ville han til marked, bare for at se på det; og så gik han af sted med sin ko. Han gik rask til, og koen gik rask til, og så kom de snart til at gå lige ved siden af en mand, gik med et får. Det var et godt får, godt i stand og godt med uld.
"Det gad jeg nok eje!" tænkte bonden. "Det ville ikke komme til at savne græs på vores grøftekant, og til vinter kunne man tage det ind i stuen hos sig. I grunden var det rigtigere af os at holde får, at holde ko. Skal vi bytte?"
Ja, det ville manden med fåret da nok, og så byttede de, og bondemanden gik med sit får hen ad landevejen. Der så han en mand med en stor gås under armen.
"Det er en stor en, du har der!" sagde bondemanden, "den har både fjer og fedt! Den kunne se godt ud i vores vandpyt! Den var noget for Mo´er at samle skræller til! Hun har tit sagt, "bare vi havde en gås!" nu kan hun da få den - og hun skal få den! Vil du bytte? Jeg giver dig fåret for gåsen og tak til!"
Ja, det ville da den anden nok, og så byttede de; bondemanden fik gåsen. Nu var han nær ved byen, trængselen på vejen tog til, der var et mylder af folk og fæ; de gik på vejen og i vejkanten lige op i bommandens kartofler, hans høne stod tøjret at den ikke i forskrækkelse skulle blive borte. Det var en flot høne, blinkede med det ene øje. "Kluk, kluk!" sagde den; den mente med det, kan jeg ikke sige, men bondemanden tænkte, da han så hende: hun er den skønneste høne, jeg endnu har set, hun er kønnere end præstens høne, den gad jeg nok eje! En høne finder altid et korn, den kan næsten sørge for sig selv! jeg tror, det er et godt bytte, jeg får den for gåsen! "Skal vi bytte?" spurgte han. "Bytte!" sagde den anden, "ja det var jo ikke så galt!" Og så byttede de. Bommanden fik gåsen, Bondemanden fik hønen.
Det var en hel del, han havde fået gjort på den rejse til byen; og varmt var det, og træt var han. Han trængte til en dram og en bid brød; nu var han ved kroen, der ville han ind; men krokarlen ville ud, ham mødte han lige i døren med en pose helt fuld af noget.
"Hvad har du der?" spurgte bondemanden.
"Rådne æbler!" svarede karlen, "en hel sækfuld til svinene!"
"Det er da en farlig masse! Det skulle Mo'er se. Vi havde i fjor kun et eneste æble på det gamle træ ved huset! Det æble blev gemt, og det stod på bordet til det revnede. Det er en formue! sagde Mo'er, her kan hun få en formue at se! Ja, jeg vil vise hende det!"
"Ja, hvad giver I?" spurgte karlen.
"Giver? Jeg giver min høne i bytte," og så gav han hønen i bytte, fik æblerne og gik ind i krostuen, lige hen til disken, sin sæk med æblerne stillede han op mod kakkelovnen, og der var ild i den, det tænkte han ikke på. Mange fremmede var der i stuen, hestehandlere, studehandlere og to englændere, og de er så rige, deres lommer revner af guldpenge. Og væddemål laver de, nu skal du bare høre!
"Susss! susss!" hvad var det for en Lyd ved kakkelovnen? Æblerne begyndte at stege.
"Hvad er det?" Ja, det fik de da snart at vide! Hele historien om hesten, var byttet bort for koen og lige ned til de rådne æbler.
"Nå! Du får knubs af mutter, du kommer hjem!" sagde englænderne, "der vil ligge et hus!"
"Jeg får kys og ikke knubs!" sagde bondemanden, "vor Mo'er vil sige: hvad Fatter gør, er altid det rigtige!"
"Skal vi vædde!" sagde de, "guldmønt i Pundevis! Hundrede Pund!"
"Det er nok at give mig spanden fuld!" sagde bondemanden, "jeg kan kun vædde spanden fuld med æbler og mig selv og Mutter med!"
"Top! top!" sagde de, og så var det væddemål gjort.
Kromandens vogn kom frem, englænderne kom op, bondemanden kom op, de rådne æbler kom op, og så kørte de hjem til bondens hus.
"God aften, Mo'er!"
"Tak, Fa'er!"
"Nu har jeg gjort bytte!"
"Ja, du forstår det!" sagde konen, tog ham om livet og glemte både posen med æbler og de fremmede.
"Jeg har byttet hesten bort for en ko!"
"Gud ske lov for mælken!" sagde konen, "nu kan vi få smør og ost på bordet. Det var et dejligt bytte!"
"Ja, men koen byttede jeg igen bort for et får!"
"Det er bestemt også bedre!" sagde konen, "Du er altid betænksom; til et får har vi lige græs nok. Nu kan vi få fåremælk og fåreost og uldne strømper, ja, en ulden nattrøje! den giver koen ikke! Hun taber hårene! Du er en inderlig betænksom mand!"
"Men fåret har jeg byttet bort for en gås!"
"Skal vi virkelig have mortensgås i år, lille Fatter! Du tænker altid på at glæde mig! Det er en yndig tanke af Dig! Gåsen kan stå i tøjr og blive endnu mere fed til Mortensdag!"
"Men gåsen har jeg byttet bort for en høne!" sagde Manden.
"Høne! det var et godt bytte sagde konen, "Hønen lægger æg, den ruger ud, vi får kyllinger, vi får en hel hønsegård! Det er jo lige, jeg har ønsket mig!"
"Ja, hønen byttede jeg bort for en pose rådne æbler!"
"Nu må jeg kysse dig!" sagde konen, "Tak, min egen mand! Nu skal jeg fortælle dig noget. Da du var afsted, tænkte jeg på at lave et rigtigt godt måltid til dig: Æggekage med purløg. Æggene havde jeg, løgene manglede mig. Så gik jeg over til skolelæreren, der har de purløg, ved jeg, men konen er nærig, det søde asen! jeg bad om at låne -! Låne? sagde hun. Ingenting gror der i jeres have, sagde hun, ikke engang et råddent æble”! Nu kan jeg give hende ti, ja, en hel pose fuld! Det er grin, Fa'er!" Og så kyssede hun ham lige midt på munden.
"Det kan jeg lide!" sagde englænderne. "Altid ned ad bakke og altid lige glad! Det er nok pengene værd!" og så betalte de hundrede pund i guldpenge til bondemanden, fik kys og ikke knubs.
Jo, det betaler sig altid, konen indser og forklarer, Fatter er den klogeste, og hvad han gør, er det rigtige.
Se, det var nu den historie! Den har jeg hørt som lille, og nu har du også hørt den og ved, hvad Fatter gør, det er altid det rigtige.