[ ]
[] er en stemt lyd. Tungen er næsten i sin hvilestilling som ved [ ] og siderne af tungen bevæger sig opad og fremad. Munden er åbnet ca. som til [æ] og der er lukket op til næsen. [] bliver tit til [d] eller [l]. I begge tilfælde kommer tungen for højt op imod ganen. Den skal blive nede, ved fortænderne i undermunden. Et udgangspunkt kan være stemt s, der ligger ret tæt ved [], tungespidsen skal bare sænkes og slappes lidt. Mange stikker tungen ud af munden, når de instruerer [] for at at gøre det mere synligt, men det går ud over resultatet; prøv med et spejl, så du ved, hvordan det skal se ud. Læg i øvrigt mærke til at [] som konsonant er en meget kort lyd fx i side [sii] - mange kursister holder tungen i []-position alt for længe. Derimod er lyden lang, når den er stavelsesdannende: svarede [sv ]. Rigtig mange kursister overhører [], specielt den korte endelse -et.
|
|
|
|
Noter: |
|
| Øvelser: |
| 1 |
Engelsk og slaviske sprog. [] bliver tit for mørkt, fordi bagtungen er løftet ved [l] som ved [o] i de sprog. Det stemte s som udgangspunkt modvirker den unode. |
|
|
|
| 2. |
Arabisk, græsk, engelsk og spansk: [] udtales tit nærmest som engelsk th-, dvs. for højt oppe mod tænderne i overmunden. |
|
|
|