Økologi

Vælg det af de fire ord i parentesen, der passer bedst.
Krav til økologiske varer
Reglerne for, hvad der må (kaldes, være, sælges, produceres) økologisk, er stramme og præcise. Det hænger sammen med, at forbrugerne skal have sikkerhed for, hvad de betaler for, når de vælger at købe økologisk. Reglerne gælder (begge, hverken, også, både) for uforarbejdede varer, tilberedte varer og importerede varer.
 
Uforarbejdede fødevarer
For at uforarbejdede fødevarer som for eksempel gulerødder og kartofler kan kaldes økologiske, skal de komme fra et landbrug, der er (kendt, produceret, anerkendt, godkendt) som økologisk. Godkendelsen foretages af Plantedirektoratet.
 
Der gælder særlige regler for, hvordan økologisk landbrug skal drives. 
• For kvæg, der skal slagtes, gælder det, at foderet skal være mindst 85% økologisk, for at kødet kan kaldes økologisk. For fjerkræ skal mindst 75% af foderet være økologisk. Med tiden er det planen, at 100% af foderet skal være økologisk for alle dyr.
• For at kød kan sælges som økologisk, skal dyret have levet mindst et år under økologiske (bestemmelser, forudsætninger, forhold, vejledning) .
• For at æg og mælk kan sælges som økologisk, skal det komme fra dyr, der har levet økologisk mindst 30 dage .
• Økologiske grise får god tid til at blive vænnet fra deres mor.
• Alle økologiske dyr har mulighed for frisk luft, jævnlig motion og dagslys. Der bliver taget hensyn til deres naturlige behov, hvilket er et af økologiens mål.
• Foder må ikke være tilsat farvestof, medicin, vækstfremmere, konserveringsmidler eller genmodificerede elementer.
• For landbrug (siges, kræver, dækker, gælder) det, at der ikke må bruges kemiske hjælpemidler, som fx sprøjtemidler til bekæmpelse af ukrudt eller stråforkortningsmidler til korn.
• Naturens kredsløb skal tilgodeses. Fx ved at føre næringsstoffer tilbage til jorden i form af gødning fra husdyr, eller ved at plante afgrøder, der giver jorden næring, fx kløver eller bønner.

Tilberedte fødevarer
For at tilberedte fødevarer som syltetøj eller brød kan kaldes økologiske, skal de være tilberedt på en økologisk virksomhed, der kontrolleres af Fødevaredirektoratet.
 
Der gælder særlige regler for, (om, hvordan, hvorfor, at) sammensætningen af en tilberedt økologisk fødevare må være:
• Så vidt muligt skal produktet bestå af økologiske ingredienser. Det er tilladt at bruge ikke-økologiske produkter i et begrænset omfang, fordi ikke alle produkter fås i en økologisk version. Det er for eksempel krydderier og visse frugter og nødder.
• Ved fødevarer sammensat af flere ingredienser skal der (både, hverken, enten, begge) stå ’økologisk’ ud for de enkelte økologiske ingredienser i ingredienslisten, eller det skal nævnes i varebetegnelsen, hvilke ingredienser der er økologiske. Hvis varen fx er ’økologisk rugbrød’, skal der stå ’økologisk’ ud for hver af de økologiske ingredienser, for eksempel rugmel, hvedemel og gær i ingredienslisten. Det gælder, selvom alle ingredienserne er økologiske.
• Så vidt muligt skal varen være fri for tilsætningsstoffer
• Farvestoffer er ikke tilladte. Naturligt forekommende farvestoffer, som for eksempel ekstrakt fra rødbede, er heller ikke tilladt, hvis farvestoffet alene tilsættes for at give farve, og ikke smag.
• Sødestoffer er ikke tilladte.
• Aromaer er ikke tilladte. I vegetabilske produkter er naturlige aromastoffer (trods alt, alligevel, da, dog) tilladt. 
• Økologiske fødevarer må ikke bestråles
• Genmodificerede ingredienser er ikke tilladt
• Der er kun tilladt et begrænset antal tekniske hjælpestoffer i fremstillingen. Tekniske hjælpestoffer er stoffer, der anvendes under fremstillingen, og som normalt ikke findes i det færdige produkt. Det kan for eksempel være stoffet tanniner, der bruges som filtreringsmiddel.


Til næste gang: lav en liste over de 5 regler om økologi, som du synes er vigtigst. Og begrund dine valg.