Brugerbetaling

Vælg det af de fire ord i parentesen, der passer bedst.
Brugerbetaling (mener, drejer sig om, betyder, vil medføre) , at borgeren betaler en del af en ydelse, som ellers er finansieret over skatten. De store brugerbetalingsområder er børnepasning, sundhedsvæsenet, offentlig transport og ældrepleje. Her er nogle eksempler:

• Forældrene betaler en del af udgifterne til børnehave og vuggestue, (afhængigt af, i forhold til, i forbindelse med, med hensyn til) reglerne i deres kommune. Kommunerne fastlægger brugerbetalingen, men loven sætter en overgrænse på 25 % i brugerbetaling.

• Hos tandlægen betaler man selv i gennemsnit 80% af behandlingen, og også ydelser som fysioterapi og psykologhjælp har en høj brugerbetaling. Også på medicin er der en egenbetaling. I sundhedsvæsenet (som helhed, i alt, totalt, generelt) er brugerbetalingen ca. 17 %.

• DSB får cirka 30 % i tilskud fra staten, så (bortset fra, udover, undtagen, uden) dette tilskud, ville billetterne være 50 % dyrere. Tilskuddet er dog faldende.

• Ældre på plejehjem betaler en del af huslejen. Og ældre, der bor hjemme, betaler for eksempel for tøjvask og levering af mad.

Brugerbetaling med social profil
Nogle af de nævnte brugerbetalinger har en social profil. Det vil sige, at folk med mange penge betaler en (mindre, variabel, større, bestemt) andel selv. Daginstitutionerne er et typisk eksempel; hvis en familie kun tjener ca. en tredjedel af, hvad en gennemsnitsfamilie tjener, så får barnet friplads i institutionen. Jo mere man tjener, jo større andel betaler man selv, således at en familie med en gennemsnitlig indkomst typisk betaler ca. 25%.

Egenbetalingen på medicin er skruet sammen på en anden måde. Her får man tilskud efter det samlede forbrug af medicin på recept. De første ca. tusind kroner om året betaler man selv. Derefter får man et stigende tilskud, og når man selv har betalt ca. 4000 kr. på et år, er resten gratis.

Brugerbetaling og effektivitet
Et af argumenterne (mod, om, for, med) brugerbetaling er, at det påvirker folks adfærd. Ting, der er gratis, bliver ikke altid værdsat. Hvis du går på biblioteket og ser 5 bøger, der kunne bruges til den opgave, du skriver på, ja så slæber du dem med hjem, (når, hvis, mens, skønt) du godt ved, at du højst får læst to af dem i den måned, hvor du må låne dem. Hvis du skulle betale lidt, ville du måske tænke bedre over det, og det offentlige ville derved spare penge. Men hvis du skulle betale hele udgiften selv, ville du måske slet ikke læse noget, og du ville lære mindre af din opgave, så samfundet får mindre nytte af din uddannelse. Så er brugerbetalingen blevet for stor.

Nogle mennesker går til læge for småting, der forsvinder af sig selv efter et par dage. Hvis det kostede 100 kr. pr. konsultation, ville de måske vente et par dage, og sundhedsvæsenet ville spare. Men hvis folk skulle betale alt for meget, ville de måske vente for længe med at blive undersøgt. Og så ville det ende med ambulance og dyr indlæggelse, og så har sundhedsvæsenet ikke sparet; det har måske (derimod, til gengæld, tværtimod, således) tabt penge.


Spørgsmål til næste gang

1. Hvad er dine erfaringer med brugerbetaling - dvs. betaling for ydelser, der er betalt over skatten i Danmark?

2. På hvilke områder kunne du forestille dig en vis brugerbetaling – og hvor vil det være en dårlig ide?

3. Hvad ville man opnå med brugerbetaling hos lægen, og hvad risikerede man?

4. Hvilke fordele og ulemper er der ved gratis uddannelse?

5. Skal brugerbetaling have en social profil? Hvorfor/hvorfor ikke?