Substantiver og adjektiver - nøgen, ubekendt, bekendt eller demonstrativ form?

Nøgen form af substantivet - dvs. uden artiklerne: en, et, noget/nogle - har en generel betydning. Nøgen form bruges fx til at præcisere verber (phrasal verbs): at bage kage. Men formen bruges i det hele taget til at tale om alle slags på en gang: Jeg elsker kage.

Ubekendt form introducerer en ting i en situation: Jeg bagte en kage/nogle kager med mandler og rosiner. Her er fokus på tingen. Med mandler og rosiner sætter fokus på tingen, ikke på handlingen at bage.

Bekendt form af substantivet har artiklerne: -en, -et eller -ne og bruges til ting, der ikke kræver introduktion - enten fordi de allerede direkte eller indirekte er introduceret, eller fordi de er selvfølgelige. Jeg åbnede skuffen og tog kniven frem for at skære et stykke brød. Skuffen og kniven er selvfølgelige i konteksten: jeg bruger altid den brødkniv og den ligger i samme skuffe. Det er brødet, der er interessant. Så bestemt form betyder: Du ved, hvad for en jeg mener!

Demonstrativ form har artikel den, det, de foran substantivet: Kan du se den mand, der står derovre. Det er en slags sproglig pegefinger mod et sted, eller fordi der er en defininerende ledsætning: Den forfatter, der er oversat mest, er H.C.Andersen. Skriv substantiverne uden eller med artikel før eller som endelse i boksene. Substantiverne står med en, et foran eller som fletalsform i parentesen. Kig i Retskrivningsordbogen hvis du ikke kender endelserne.
Adjektivernes former kan du finde her
Kejserens nye klæder - et eventyr af H.C. Andersen



For mange år siden levede (en kejser) , som holdt så meget af (smuk, ny + klæder) , at han gav alle sine penge ud for rigtig at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ikke om (komedier) eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine (ny + klæder) . Han havde (en kjole) for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i Rigsrådet, så sagde man altid her: »Kejseren er i (en garderobe)

I (stor + en by) , hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, tit kom der mange fremmede, en dag kom der to (bedragere) ; de gav sig ud for at være (vævere) og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene (farver) og (et mønster) var noget usædvanligt smukt, men (klæder) , som blev syet af (et tøj) , havde (forunderlig + en egenskab) , at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
 »Det var jo nogle dejlige klæder,« tænkte kejseren; »ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige, der ikke dur til det embede, de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja (et tøj) må straks væves til mig!« og han gav (to bedragere) mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
 De satte også to væve op og lod, som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på (væve) . Rask væk forlangte de den fineste silke og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede på (tom + væve) , og det til langt ud på natten.


»Nu gad jeg dog nok vide, hvor vidt de er med (et tøj) !« tænkte kejseren, men han var lidt underlig om (et hjerte) ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende en anden først for at se, hvorledes det stod til. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum (en nabo) var.
 »Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!« tænkte kejseren, »han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!« -
 Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. »Gud bevare os!« tænkte den gamle minister og spilede (øjne) op! »jeg kan jo ikke se noget!« Men det sagde han ikke.
 Begge bedragerne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var (smuk + et mønster) og dejlige farver. Så pegede de på de tomme væve og (stakkels, gammel + en minister) blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingenting. »Herre Gud!« tænkte han, »skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! Skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!«
 »Nå, De siger ikke noget om det!« sagde den ene, som vævede!
 »Oh, det er nydeligt! Ganske allerkærest!« sagde den gamle minister og så igennem (briller) , »mønsteret og farverne! - ja, jeg skal sige til kejseren, at det behager mig særdeles!«
 »Nå det fornøjer os!« sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle Minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han.


Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til at væve af. De stak det hele i deres egne lommer, på vævene kom ikke det mindste, men de blev ved som før med at væve uden (en tråd) .
 Kejseren sendte snart igen en anden, skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han kiggede og kiggede, men da der ikke var noget på de tomme væve, kunne han ingenting se. 
»Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!« sagde begge bedragerne og viste og forklarede om (dejlig + et mønster) , som der slet ikke var. 
»Dum er jeg ikke!« tænkte manden, »det er altså mit gode embede, jeg ikke duer til? Det var løjerligt nok! Men det må man ikke lade sig mærke med!« og så roste han tøjet, som han ikke så, og forsikrede dem om sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. »Ja det er ganske allerkærest!« sagde han til kejseren.
 Alle mennesker i byen talte om (prægtig + et tøj) .


Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd - blandt dem de to gamle skikkelige embedsmænd, som før havde været der - gik han hen til de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden tråd.
 »Ja er det ikke magnifique!« sagde begge de skikkelige embedsmænd. »Har deres Majestæt set mønsteret og farverne!« Og så pegede de på vævene, for de var sikre på, at de andre kunne se tøjet.
 »Hvad for noget!« tænkte kejseren, »jeg ser ingenting! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Dur jeg ikke til at være kejser ? Det var det skrækkeligste, som kunne hænde mig! »Oh det er meget smukt!« sagde han så, »det har mit allerhøjeste bifald!« Og han nikkede tilfreds og betragtede de tomme væve; han ville ikke sige, at han ingenting kunne se. Hele (et følge) , han havde med sig, kiggede og kiggede, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, »oh, det er meget smukt!« Og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første gang, ved den store procession, som skulle være en dagen efter. »Det er magnifique! Nysseligt, excellent!« gik det fra mund til mund, og man var allesammen så inderligt fornøjede dermed. 
Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere.
 Hele natten før (en procession) skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændte. Folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som om de tog tøjet af vævene, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: »Se, nu er klæderne færdige!« 
Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen, og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret, som om de holdt noget og sagde: »Se her er bukserne! Her er kjolen! Her kappen!« Og så videre. »Det er så let, som spindelvæv! Man skulle tro man ingenting havde på (en krop) , men det er just det fine ved det!«
 »Ja!« sagde alle kavalererne, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget. 
»Vil Deres kejserlige majestæt nu allernådigst behage at tage Deres klæder af!« sagde bedragerne, »så skal vi give dem de nye på, herhenne foran (et spejl) ! «
Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, som om de gav ham hvert stykke af de nye, og Kejseren vendte og drejede sig for spejlet.
 »Gud, hvor de klæder Dem godt! Hvor sidder de dejligt!« sagde de allesammen. »Hvilket mønster! Hvilke farver! Det er (kostbar + en dragt) !« -
»Uden for står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres majestæt i processionen!« sagde overceremonimesteren. 
»Ja, jeg er jo i stand!« sagde Kejseren. »Sidder det ikke godt?« Og så vendte han sig nok engang foran spejlet for at lade som om han betragtede sin stads.
 Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad (et gulv) , som om de tog slæbet op, de gik og holdt i (en luft) , de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se. 
Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på (en gade) og i (vinduer) sagde: 
»Gud, hvor kejserens nye klæder er mageløse! Hvilket dejligt slæb han har på kjolen! Hvor den sidder velsignet!« Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været utilladelig dum. Ingen af kejserens klæder havde nogensinde gjort sådan lykke. 
»Men han har jo ikke noget på,« sagde (et barn) . »Herre Gud, hør den uskyldiges røst,« sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. 
»Men han har jo ikke noget på,« råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, for han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: »Nu må jeg holde processionen ud«. Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som slet ikke var der.