Hvor finder vi pengene til sundhedsvæsenet i fremtiden?

Vælg det af de fire ord i parentesen, der passer bedst.
Sundhedssektoren står overfor enorme udfordringer, og der mangler viden om, hvad der virker bedst, når det handler om at (styre, prioritere, spare, øge) økonomien.

Det danske sundhedsvæsen får penge fra to (økonomier, fonde, indtægter, kilder) : Skatter og brugerbetaling. For hver krone, der bruges på sundhedsvæsenet, kommer de 18 øre fra brugerbetaling: Medicin, voksentandpleje, fysioterapi, briller osv. Resten betales over skatterne. Skattefinansiering er en god måde at finansiere sundhedsvæsenet på, men også risikabel, fordi meget afhænger af den økonomiske vækst og det samlede forbrug i den offentlige sektor.

Der er mørke skyer på himmelen. Ikke så meget (for, ifølge, i forhold til, på grund af) økonomiske kriser, men på grund af den stigende andel af ældre og den faldende andel erhvervsaktive. Finansministeriet gentager det samme budskab mindst én gang hvert år: Sundhedsudgifterne stiger! Det bliver svært at finansiere fremtidens sundhedsvæsen – men på den anden side er det heller ikke helt umuligt.

Men hvad er problemet? 
- Jo ældre vi bliver, jo mere bruger vi sundhedsvæsenet. Når der bliver flere ældre, og vi samtidig i lever længere, er det klart, at udgifterne vil stige. På 10 år er der blevet 200.000 flere over 64 år. I 2018 er der ca. en mio. over 64 år og kun knap 3,6 millioner i den erhvervsaktive alder: mellem 15-64. – Og inden for måske 20 år vil antallet over 80 år være 400.000. Mange i denne aldersgruppe har kroniske sygdomme: sukkersyge, osteporose, psykiske sygdomme osv. – og ofte har de mere end én sygdom.

Udgifterne til de kronisk syge er store og vil stige. I dag kommer mere end 50 procent af henvendelserne til de praktiserende læger fra kronikergruppen. De samlede omkostninger pr. borger med diabetes eller KOL (’rygerlunger’) i Københavns Kommune er 50 procent højere end for personer uden disse sygdomme. Hvis man har hjertekarsygdomme eller mindst to af de kroniske sygdomme (KOL, diabetes eller hjertekarsygdom) er de (gennemsnitlige, almindelige, hyppige, normale) omkostninger pr. patient op mod 150.000 kr. pr. år.
Det er klart, at det presser økonomien, selvom man må regne med, at en 75-årig om 10 år vil være mere rask end en 75-årig er i dag.

Løsningerne?
 Der er ingen lette og simple løsninger. Send flere penge, vi lever i et velfærdssamfund, hvor sundhed prioriteres højt vil blive mødt med spørgsmålet: Hvorfra? Èn mulighed er naturligvis, at sundhedssektoren får lov at vokse, mens andre sektorer har nulvækst eller (selv, endnu, endda, ikke engang) negativ vækst. De fleste er nok ikke klar over, at det allerede i nogen grad er sådan – så der er nok ikke meget mere at hente her. Øget brugerbetaling er heller ikke acceptabel for ret mange.
Det efterlader en to-tre andre muligheder: Skarpere prioritering, øget produktivitet og forebyggelse.

Skarpere prioritering vil bl.a. sige, at man kritisk undersøger, om man måske behandler for meget. For nogle år siden ændrede man reglerne for, hvem der kunne få en fedmeoperation. Det har (vist, afgjort, udført, betydet) , at antallet af operationer er blevet halveret.
En anden form for prioritering vil være at spørge, hvor stor forbedring fx ny medicin skal give, før man finder, at prisen er rimelig. Er en gennemsnitlig forøgelse af middellevetiden med to-tre måneder for kræftpatiener nok til, at det koster en million? Det er denne slags ubehagelige spørgsmål, der dukker op. Men man er nødt til at spørge, om de samme penge måske kunne bruges bedre andre steder i sundhedsvæsenet.

Øget produktivitet er en anden måde at få behandlet flere på for de samme penge. Det kræver, at man fortsætter med kritisk og klogt at se på processer og patientforløb for at finde andre måder at gøre tingene på. Ikke work harder, men work smarter.
 Det er muligt, men det (indfører, kræver, betyder, forårsager) både motiverede medarbejdere og god ledelse. Her skal man blot huske, at produktiviteten i forvejen er høj på de danske sygehuse. Fra 2008 til 2017 er den steget med femogtyve procent. Det er faktisk bedre end i det private erhvervsliv.

Endelig er der forebyggelse. Et offentligt sundhedsvæsen giver gode muligheder for at samle og bruge viden til forebyggelseskampagner. Det kan være svært at nå ud med kampagner, (derimod, til gengæld, tværtimod, samtidig) er der rigtig meget at spare, når det drejer sig om folkesygdomme som diabetes eller hjertekarsygdomme. Alkoholkampagner koster fx i størrelseordenen 10 millioner om året, men alkoholskader koster samfundet op mod 10 milliarder. Så bare man fanger én ud af 1000, er kampagnen faktisk betalt.

En indsats på sådanne områder, kan skabe plads til at behandle flere, uden at der skal ekstra ressourcer til.